Bulimi

Bulimi

Bulimi er en spiseforstyrrelse, hvor frygten for at tage på fylder meget og ofte styrer forholdet til mad og krop. Mange veksler mellem perioder med stram kontrol, slankekure eller faste og episoder med overspisning, hvor maden opleves som svær eller umulig at stoppe igen.

Et centralt kendetegn ved bulimi er overspisningsepisoderne og den efterfølgende udrensning, som sker for at mindske angsten for vægtøgning. Udrensningen kan komme til udtryk gennem opkast, overdreven motion eller brug af afføringsmidler. Overspisningen kan i øjeblikket give en oplevelse af lettelse eller dulme indre uro, men følges ofte af skam, selvkritik og en følelse af at have mistet kontrollen. Først efter udrensningen kan der opstå en kortvarig ro eller følelsesløshed.

Mennesker med bulimi kæmper ofte med et lavt selvværd og en stærk indre kritik. Skam og skyld gør, at overspisningsepisoder og udrensning som regel holdes skjult for omgivelserne, hvilket kan føre til ensomhed og isolation. De fleste med bulimi er normalvægtige, hvilket kan gøre lidelsen mindre synlig og dermed sværere for andre at opdage – og for den enkelte at få hjælp til.

Bulimi kan forstås som en måde at håndtere og kontrollere svære følelser og tanker på, men over tid kommer spiseforstyrrelsen ofte til at begrænse livet både psykisk, fysisk og socialt.

Hvis du har brug for hjælp til at undersøge, hvordan bulimi fylder i dit liv, og om det kunne være hjælpsomt for dig at modtage behandling, er du meget velkommen til at kontakte mig for en uforpligtende samtale.

unsplash