Jeg arbejder med unge i mistrivsel
Gennem 16 år har jeg arbejdet med sårbare mennesker og møder både unge, voksne og familier der kæmper med mistrivsel, selvskade og spiseforstyrrelser. Jeg har specialiseret mig i spiseforstyrrelser – men ved også, at mistrivsel sjældent kun handler om én ting.
Mistrivsel kommer sig ofte til udtryk ved angst, depression, skolevægring, udfordringer med seksualitet, relationelle problemer eller konflikter, reaktioner på skilsmisse eller neurodiversitet som ADHD eller autisme. Jeg ser mistrivsel som et signal om, at noget er blevet for svært at bære alene – ikke som noget, der definerer den unge eller voksne.
Mit fokus er at støtte unge og voksne i gradvist at få mere ro, håb og handlekraft i deres liv.
Samtaler og fællesskaber
Jeg har stor erfaring med at holde rum for både unge og voksne i individuelle samtaler og gruppeforløb. I samtalerne arbejder vi med at skabe forståelse for det, der fylder, og finde nye måder at håndtere svære tanker, følelser og mønstre på.
Gruppeforløb kan give en særlig oplevelse af fællesskab og genkendelse. Her opdager mange, at de ikke er alene – og at der findes andre måder at være i verden på end dem, mistrivslen har dikteret.

Du er ikke forkert – og du er ikke alene.
Hvis du kæmper med mistrivsel, selvskade eller spiseforstyrrede tanker, er der en grund til det. Sammen arbejder vi med at forstå, hvad der ligger bag, og hvordan du kan få mere ro, frihed og handlemuligheder i dit liv. Det foregår i dit tempo – med respekt for dig og det, du står i.
Når pårørende er en del af løsningen
Når et barn eller en ung mistrives, påvirker det hele familien. Derfor er inddragelse af forældre og pårørende en vigtig del af mit arbejde.
Jeg tilbyder familiesamtaler, individuelle samtaler og forældresamtaler med fokus på:
at skabe forståelse frem for skyld
at finde et fælles sprog for det svære
at styrke relationen
Målet er ikke at gøre nogen “rigtige”, men at skabe mere tryghed, samarbejde og håb.
Spiseforstyrrelser – med blik for hele mennesket
Jeg har specialiseret mig i behandling af spiseforstyrrelser og arbejder med både unge og voksne, som lever med anoreksi, bulimi, BED eller forstyrret spisning.
Mit fokus er ikke på maden, men på det, spiseforstyrrelsen forsøger at håndtere. Jeg arbejder med at støtte den unge i gradvist at adskille sig fra spiseforstyrrelsen, så der bliver adgang til egne ønsker, behov og valg.
Jeg har mange års erfaring med gruppebaseret behandling, udvikling af specialiserede forløb og tværfagligt samarbejde – både i kommunalt, regionalt og privat regi.




Du skal ikke kunne det hele alene.
Når dit barn mistrives, kan det vække magtesløshed, bekymring og tvivl. Jeg tilbyder støtte til forældre, som ønsker større forståelse, konkrete redskaber og
et trygt rum til at stå bedre i det svære – sammen med deres barn.



Mit faglige ståsted
Mit arbejde er forankret i en recovery-orienteret, systemisk og narrativ tilgang. Det betyder, at jeg er optaget af relationer, håb og samarbejde – og af at møde mennesker uden skam og uden at reducere dem til deres vanskeligheder.
Jeg er autoriseret klinisk diætist og efteruddannet inden for blandt andet:
Kognitiv adfærdsterapi
Den motiverende samtale
Systemisk og narrativ teori
Familieterapi

Derudover har jeg specialviden om psykisk sygdom, særlig sensitivitet, ADHD/ADD, autisme, seksualitet, samt krops- og relationsarbejde.